Outsider klart i spidsen før WPT-finale

Finalebordet er fundet i 2005 World Poker Finals, som er en del af World Poker Tour - og et af de mere ukendte navne i Nick Schulman har en meget klar førerposition med over dobbelt så mange chips som den næstbedste på finalebordet.

Men det til trods virker finalen stadig relativt åben, for der er masser af rutine og seks WSOP-armbånd placeret på de øvrige deltagere. Specielt Allen Cunningham (billedet) er værd at bide mærke i. Han har tre gange vundet en WSOP-turnering og er blandt de 50 mest vindende turneringsspillere i poker, så han har i hvert fald erfaringen til at hente Nick Schulman.

Også Lyle Berman har tre WSOP-armbånd, og som feltets alderspræsident også bunker af rutine, og selv om han er dårligst på finalebordet, er der så lidt, der adskiller de fire dårligste, at ingen kan afskrives på forhånd før det går løs fredag aften dansk tid i Grand Pequot Ballroom i Foxwoods, Connecticut.

Stillingen før finalen

1.  Nick Schulman $3,502,000
2.  Anthony Licastro $1,412,000
3.  Allen Cunningham $795,000
4.  Lenny Cortellino $773,000
5.  Bill Gazes $693,000
6.  Lyle Berman $659,000