Poker overhaler golf

Godt nok er det hyggeligt at spille golf, men slet ikke ligeså hyggeligt og sjovt som poker.

Sådan lyder i hvert fald svaret hos flertallet af amerikanske topledere, som for nylig deltog i en undersøgelse. 500 ledere blev spurgt, om de ville foretrække en hel dag med golf eller poker, og 65 procent var ikke i tvivl: Det er sjovere at vinde i poker.

73 procent af pokerfortalerne foretrak spillet pga. spændingen ved at vinde, 20 procent forklarede det med nydelsen af konkurrencemomentet, mens de sidste syv procent foretrak poker, fordi det gav bedre muligheder for at danne netværk.

Golfen har ellers hidtil været ledernes foretrukne, men nu har poker for alvor stjålet rampelyset.

”Poker er helt sikkert den nye golf. Det er lige meget om du er mand eller kvinde. Det er kun din evne til at bluffe, folde eller vinde, som skiller vandene. En anden grund til at spillet er så populært er elementet af konstant fare for at ryge ud når som helst,” siger formanden for toplederens pokerorganisation i USA, Maria Gomez.