Kvinder bliver ikke poker-ludomaner

Flere og flere kvinder er over de sidste par år begyndt at spille poker, men antallet af kvindelige ludomaner på grund af poker er ikke steget.

Det viser erfaringen fra Blå Kors hjælpecenter for rusafhængige i Norge. Centeret oplever flere og flere mænd, som ringer ind med negativ spilleafhængighed, mens det slet ikke har oplevet nogen opkald fra kvinder, skriver ba.no.

"Der findes ikke én eneste kvinde, som har spillet sig i ruiner. I hvert fald ikke, hvad vi kender til," siger overlæge Hans Olav Fekjær fra Blå Kors.

En rundspørge foretaget af meningsmålingsinstituttet YouGov i Storbritannien viser ellers, at mellem 30 og 40 procent af pokerspillere på nettet er kvinder. Pokerroom.com oplyser dog, at de kun har 15 procent kvinder blandt deres kunder.