Haxton renser igennem for 3,2 millioner

Haxton renser igennem for 3,2 millioner

Isaac Haxton hører til i den absolutte verdenselite, når det kommer til No Limit Hold'em og især i favoritvarianten heads up. Den disciplin bliver dog ikke spillet på de allerhøjeste takster så ofte, hvorfor han er en sjælden gæst helt i toppen af listerne hos highstakesdb.

Over de seneste 24 timer har der dog været rigtig fint gang i bordene på Full Tilt Poker, hvor der er blevet spillet på taksterne $300/600. Her har han fået fat i spilleren 'Denoking', og når det først går løs på så høje limits, så går det ikke stille for sig.

Lige over 1700 hænder har Haxton spillet, og det har resulteret i et bragende overskud på $556.840. Det svarer i dagskursen til lidt over 3,2 millioner danske kroner og er mere end nok til at gøre ham til den mest vindende spiller for døgnet. Undervejs blev det blandt andet til en session på bordet 'Po Box', hvor han spillede $235.000 ind på blot 250 hænder.

Dagens største hånd kom dog på et andet bord og lyder på mere end $300.000, der skyldtes noget af et setup og en river, som Haxton nok ikke har været så utilfreds med.

Også Dan 'Jungleman' Cates havde en fin dag og har scoret et plus på små $300.000.
asd